Det er forår. Alt muligt bevæger sig i en spændende retning både privat og hos Mindful Ground. OG der er kommet så mange nye til på facebooksiden, at jeg synes det er tid til en lille konkurrence.
Det du kan vinde er:
(Billedet er godt nok blevet spejlvendt, men håber du kan læse hvad det er alligevel.)
For at være med, skal du blot gå tilbage til facebooksiden og dele denne post.
På onsdag trækker jeg lod blandt de af jer der har delt. Vinderen får direkte besked.
For en måneds tid siden fik jeg denne bog tilsendt med et ønske om at anmelde den. Jeg har rigtig mange bøger om mindfulness, dette er dog den første på dansk om mindfulness med børn. Et område som gerne, for min skyld, må udvide sig endnu mere i arbejdet med børn og unge i Danmark. Jeg har virkelig nydt at læse den.
For mig som forældre har området en klar interesse. Selvom bogen særligt er henvendt til de der professionelt arbejder med børn, så åbnede jeg bogen i håb om også at blive inspireret som mor og i min måde at møde min datter på. Professionelt er det altid spændende at læse om andres viden og fordybelse med området.
Jeg er ikke “akademisk uddannet” i mindfulness. For mig har det været praksis, praksis, praksis og at lære af de lærer jeg har fulgt, der har været min primære vej. I det lys er “Mindfulness for børn og unge” fantastisk godt opbygget. Det er nemt at gå direkte til øvelser, som man kan prøve af i hverdagen. Det mere akademiske stof er samlet særskilt i starten, og giver mig som læser et godt og tydeligt overblik.
Baggrundsstoffet giver en god intro til mindfulness og dens indtoget i Vesten. Der er en dybde og en respekt for både forskning og praksis.
Øvelserne er godt bygget op, og er ikke krydret med for meget “snik snak”. Jeg har en klar følelse af, at kunne gå i gang med dem med en børnegruppe uden for meget tvivl om “the hows and whys”. De udstråler en varme og en nænsomhed for de børn der deltager. Det giver mig lyst til at være barn igen, i selskab med en voksen der sad på gulvet og gav sig den tid og opmærksomhed til at bare at være til stede.
Det er også glædeligt, at der bliver lagt vægt på den voksnes praksis. At arbejde med mindfulness kræver i det hele taget en solid egen meditationspraksis. Man er nødt til at arbejde med det selv, hvad end man er forældre eller har en professionel tilgang. Derfor mener jeg, at det er så vigtigt med de konkrete øvelser til de voksne.
Hvis du har en professionel interesse for området med børn og mindfulness, vil jeg klart anbefale denne bog. Som forældre kan du dog også hente en masse inspiration i øvelserne. En dejlig velskrevet bog.
Jeg sad i går og skrev på en artikel. I den forbindelse fandt denne video frem igen. Den er fra TED talks, og da jeg så den for nogle år siden gjorde den et stort indtryk på mig! Den tager fat på om vi har for travlt i hverdagen til at være venlige overfor hinanden??
Jeg vil ikke skrive så meget, da jeg vil lade den tale for sig selv.
Det ville dog være fedt, at høre om det sætter nogle tanker igang hos dig? Kan du genkende pointen med travlhed?
Tusind tak til alle jer der delte en kommentar for at deltage i konkurrence om en Citinside cd.
Jeg blev utrolig rørt over mange af de ting I delte, og er taknemmelig for jeres åbenhed. Jeg håber, at de to vindere bliver glade for cd’en, og den kan bidrage med noget i jeres hverdag.
Til I andre så kan i lytte til nogle af numrene kvit og frit via af dette link:
På det seneste har jeg fået tilsendt flere bøger og cd’er med ønske om, at jeg vil anmelde dem her på bloggen og facebook, (de kommer jævnt fordelt henover efteråret). Det gør jeg med glæde. Dog altid med en lille nervøsitet – hvad nu hvis jeg ikke kan lide det, skal man “lyve” eller pynte lidt på det, eller være brutalt ærlig? Hvorfor jeg har det sådan, er der mange grunde til, men lad det være et emne til et andet indlæg…
I dag er det cd’en “Citinside – Et øjebliks ro Vol. 1” af Heidi Frier og Anne Eltard, jeg har fået æren af at lytte til og anmelde. De har også været så søde, at give mig 2 stk. cd’er, til 2 af jer der skriver en lille kommentar nedenfor.
Første indtryk er, at jeg er helt vild med coveret og det enkle design. Det underbygger den enkelthed jeg oplevede, da jeg satte cd’en på. Der er 10 numre i 3 dele. 7 numre med indtalelse og musik, og 3 instrumentale numre.
Som de to selv beskriver det er det en eksperimenterende fusion af lyd og meditationspoesi. Noget som jeg ikke er stødt på før. Det er længe siden, at jeg har brugt guidede cd’er, når jeg mediterer. Endnu mere sjældent er det, at jeg hører meditativ/relax/no stress musik (i den direkte forstand, for rock har også en meditativ virkning på mig). Derfor var jeg spændt på, hvordan det vil virke at lukke øjnene og lade mig guide på denne måde.
Det tog et nummer for mig, at vænne mig til stilen. Til at slippe ideen om hvordan en guidning “normalt” lyder, og lade dette være en helt anden slags rejse. Da 2. nummer startede, havde jeg det som at høre en børnebog, eller et Haiku digt. Det er så befriende simpelt. Det er uproblematisk, og det skabte et rum hvor jeg havde lyst til at være. Jeg fornemmede med det samme byen. Jeg fornemmede også et frirum deri.
Mine personlige favoritter er del 1 og 3. Del 2 minder meget om de guidninger, jeg selv bruger i min undervisning, så måske er det derfor jeg foretrækker de andre. Musikken og Heidis stemme kan anbefales – uden en facit på hvordan, hvor og hvornår den kan bruges. Den inviterer til, at man som lytter selv finder de øjeblikke og steder, hvor man ønsker et øjebliks ro (Vol 1.).
Jeg håber, at der kommer en Vol. 2. for jeg er spændt på, hvad de to kvinder videre ville kunne skabe sammen.
For at deltage i lodtrækningen af cd’en, så læg en kommentar der beskriver, hvor du kunne bruge et øjebliks ro og hvorfor? Jeg trækker lod onsdag, og husk at skrive dit navn.
Noget jeg har undret mig over længe, er vores måde at hilse på hinanden… eller mangel på samme. Jeg har boet i denne lejlighed, i denne gård, med nogenlunde de samme naboer i 5 år. Alligevel kan jeg støde ind i de samme mennesker på 610. morgen, og ikke få så meget som et nervøst trækken på smilebåndet. Vi går rundt mellem hinanden, som totalt fremmede (også selvom vi har talt sammen ved et uheld i ny og næ). Nogle gange er der dog øjenkontakt.
Forældre i institutionen kan kigge på en lige udenfor døren til Børnehaven, uden at sige hej eller bare nikke. Selvom barnet står, og skriger HEEEEEEEEEEEEEEEEEEEj.
Er jeg bare bondsk, og skal se at blive som de andre Københavner-jyder? Hvad er det ved en storby, hvor man bor tættere end på landet, der gør at vi pludselig ikke ser mennesker omkring os?
Jeg bliver så glad for at få et smil om morgen eller af at give en “godmorgen” til skraldemanden. Jeg har altid været vant til, at man anerkender andres tilstedeværelse. Det bliver så køligt med al den ignoreren. Ikke smalltalk, bare et smil – det forandrer altid min dag når andre smiler.
På det sidste internationle MBSR kursus jeg holdte, var det noget af det der rørte dem allermest. At de i Danmark ikke følte sig særlig set. De fleste kom fra lande hvor man gør noget ud af at “komme hinanden ved”. Bare et forsigtigt “mojn”. Det er lidt trist, at andre føler, at vi er lidt ligeglade i det.
TILGENGÆLD er der 3 ting der får flere til at smile, sige noget, stoppe op og komme hinanden lidt ved.
1. At være så gravid, at det ikke længere bare ligner en delle. Jeg får trætte smil fra kvinder med barnevogne. Smil og kommentar fra ældre mennekser. Og en masse spørgsmål fra flere udviklingshæmmede på Istedgade. Det inviterer bare til en eller anden form for kontakt.
2. Folk med hundehvalpe. Nårrrh hvor er den sød. Hvor gammel er den? Hvad hedder den? Eller bare masser af smil og klap (hunden, ikke ejeren). Det er svært ikke at synes de er nuttet og værd at smile af.
3. Når man får grineflip på gaden eller i bussen. Som regel smitter det. Når nogen andre griner helt nede fra maven, kan man næsten ikke undgå det selv. Medmindre mand har gode folk omkring sig der kommer med den typiske “ejjj helt ærligt, så sjovt var det heller ikke…”.
Hvad er det ved de særtilfælde, der får vores opmærksomhed, på for det meste den gode måde?
Børn kan det næsten ligemeget hvad… Så godmorgen til jer alle, med ønsket om en god dag.
Jeg har lige været på to dages arbejds”retreat” på landet. Min mor bor ud til vand og skov, og det er luksus at komme derned.
Der var fantastisk, solen skinnede og vi tog en køretur langs vandet på vej ind for at handle. Jeg kørte bilen, og er måske ikke den mest erfarne billist. Derfor vælger jeg, at køre forsigtigt mellem vejtræer og rådyr.
Store smil og grin og tjuhej hvor vi hygger, jeg kigger ud af bakspejlet, ser en ung fyr i en sænket vogn i en god turkis farve, som helt sikkert kører mere end mine 48,8 km i timen. Jeg har overskud, jeg er glad, og føler mig som et stort menneske, så jeg bremser ned, og blinker ind til siden for at lade ham komme forbi.
Han kører forbi mig storråbene i sin bil, rystende på hovedet mens han laver fagter mod mig og gasser op…
Vildt nok, hvordan ens intentioner gang på gang bliver misforstået, og hvor meget en “ÅRH jaaa…” følelse man kan få, når nu man prøvede at være flink.
Det store spørgsmål er, hvad jeg nu gør? Skal jeg lade det ødelægge mit humør. Give fingeren tilbage. Blive ked af at al den forsøgen på at gøre ham en tjeneste var forgæves? Lade være med at gøre det en anden gang?
Mens jeg sidder her med hovedet ud af vinduet med varmen på for fuld udblæsning, med min 17. latte to go i papkrus, computer, TV, og radio kørende og har glemt at slukke lyset i flere rum, undrer det mig, at de der store virksomheder ikke kan finde ud af at skære ned for det dersens CO2… NEJ…
Nu går snakken igen omkring vores klima. Jeg ved ikke, om jeg skal frygte dommedag lige om hjørnet, men én ting jeg kan sige er, at det ikke kun er industrien, der er er nogle miljøsvin. Hvordan skal man danne sig et billede af hvilken situation vi virkelig står i?
Jamen hvad nytter det, kan man spørge sig selv om. Tja, jeg synes da i det mindste man skulle prøve. Jeg kunne godt tænke mig, at opdrage min datter til et liv, med et sundere miljø omkring hende og en følelse af ansvar for den verden hun lever i.
Jeg har min gang inde hos Danmarks kommende elite på KU et par dage om ugen… Her kan man både få varmen og en masse frisk luft samtidig på toilettet… Hvad er meningen med at skrue op på 5 i stedet for at lukke vinduet? Kaffen bliver nydt i gode engangs flamingokrus, som heldigvis ikke kan genbruges – og man MÅ IKKE bruge sit eget krus er der et fint lille skilt der reklarmerer med. Papir flyder alle vegne, og toiletpapir bliver brugt til at markere vejen til toilettet…
Hvorfor har vi så svært ved, at se os selv som en del af en et større billede? Hvis man ikke selv har et ansvar, hvis er det så? Det er vel i sidste ende os som forbruger, al den industri arbejder for? Jeg arbejder i hvertfald på at stramme op i mit eget liv, der helt klart også kunne bruge lidt forbedring på det område.
Hvad gør du for at skåne miljøet? Og tror du at der er stort problem?
Jeg ville så gerne sige, at jeg aldrig dømmer andre. Men det gør jeg. Helt pr. automatik. Det gør vi alle, nogen mere end andre måske. Vi har alle den fantastiske egenskab, at vi kan forsvare enhver handling, og ofte også vores fordømmelser.
I aften skal jeg undervise “mindfulness fortsætter” holdet, og jeg vil tage emnet “at dømme sig selv op”. For den evne er om noget lige så vel udviklet som det at dømme andre… Er den ik? I den forbindelse fandt jeg et lille digt, som jeg synes var meget sjov. Og måske en lille reminder… hehe
a poem about judging others
I was shocked, confused, bewildered
as I entered Heaven’s door,
Not by the beauty of it all,
nor the lights or its decor.
But it was the folks in Heaven
who made me sputter and gasp–
the thieves, the liars, the sinners,
the alcoholics, the trash.
There stood the kid from seventh grade
who swiped my lunch money twice.
Next to him was my old neighbor
who never said anything nice.
Herb, who I always thought
was rotting away in hell,
was sitting pretty on cloud nine,
looking incredibly well.
I nudged Jesus, “What’s the deal?
I would love to hear Your take.
How’d all these sinners get up here?
God must’ve made a mistake.
“And why’s everyone so quiet,
so somber? Give me a clue.”
“Hush, child,” said He, “they’re all in shock.
No one thought they’d be seeing you.”
Jeg har spurgt nogle kvinder, som jeg finder enormt inspirerende, om at skrive et indlæg til bloggen. De kommende måneder kommer deres bud på hvordan man kan få mere ro i hverdagen her. Jeg er enormt glad for at de har valgt at bruge tid på det. Her kommer Anna Skyggebjergs (forfatter til Zen mødre og Super mor) indlæg. Kh Carina
Zen for mødre
Er hverdagen hektisk? Glemmer du at trække vejret i bund? Glemmer du at gøre plads i din hverdag til ro, nærvær og fordybelse?
Den dårlige nyhed er, at sådan er det for de fleste mødre med små børn.
Den gode nyhed er, at det ikke behøver at være sådan. En hverdag med Zen-fyldte åndehuller er lige om hjørnet. Du behøver hverken at købe et ”starter kit”, at blive buddhist eller at melde dig til et 12-punkts program. Alt, hvad der skal til for at opleve Zen i hverdagen, er, at du finder nogle ritualer, som giver dig en følelse af, at du har ”a room of your own”, hvor du kan trække vejret i bund.
Her er mine tre helt enkle ritualer, der giver mig et Zen-fyldt åndehul om aftenen, når børnene er puttet.
1: Jeg trækker mig tilbage til soveværelset, slukker lyset, tænder stearinlys og tager 15 minutter i meditativ ro.
2: Jeg synker ned i min Nødhjælpskasse, som er en kasse, jeg har fyldt op med ting, der gør mig godt på hårde dage.
3: Jeg skriver taknemmelighedsdagbog, altså ”fem ting, jeg er taknemmelig for i dag”.
Selv på de travleste dage er Zen muligt! Og på de dage, hvor det alligevel ikke er, ja, der tilgiver man sig selv. For Zen handler nemlig også om at acceptere, at man ikke altid kan gøre det så godt, som man gerne vil. Og faktisk: Det er en stor lettelse og kilde til Zen at give slip på alle de store forventninger og acceptere livet, som det er lige nu. Og så have tillid til, at det ændrer sig efterhånden og kommer til at gå alt sammen.
Anna Skyggebjerg er mor til Jacob og Elise på 10 og 15 år. Hun har skrevet bøgerne ”Super Mor. Smutveje for enlige mødre – og andre seje kvinder, der vil have en nemmere hverdag” og ”Zen for mødre. Åndehuller du vil nyde, i en hverdag du vil elske!”
Følg Anna på hendes blog, ”Hele 3 ting”, hvor hun hver dag skriver om Zen i hverdagen: blog.annaskyggebjerg.dk
For en måneds tid siden fik jeg denne bog tilsendt med et ønske om at anmelde den. Jeg har rigtig mange bøger om mindfulness, dette er dog den første på dansk om mindfulness med børn. Et område som gerne, for min skyld, må udvide sig endnu mere i arbejdet med børn og unge i Danmark. Jeg har virkelig nydt at læse den.
