Jeg EEEElsker bøger, det betyder at jeg køber alt alt for mange af dem. Det betyder så, at jeg engang i mellem må rydde op i dem, så vi kan være i stuen. Flere af dem er købt til inspiration, nogle har jeg ikke fået brugt som jeg troede og andre kan jeg ikke huske hvor kommer fra. I stedet for at sælge dem, vil jeg gerne give nogle af dem væk via bloggen.

Hver uge i løbet af sommeren vil jeg give en bog væk. For at finde ud af hvem der skal have hvad, og for at lære jer bedre at kende, vil jeg enormt gerne høre jeres historier, kommentar, inspiration eller skepsis i forhold til de forskellige temaer bøgerne omhandler. Der bliver trukket lod blandt besvarelserne og vinderen får direkte besked. Jeg skal nok beskrive nærmere hver uge.

Jeg betaler portoen, men skulle du bo i København så kan bøgerne afhentes eller om muligt leveres.

Glæder mig til at høre jeres kommentar og til at give gaver i massevis – måske kommer der også et par overraskelser.

—————————————————-

I denne uge er det Mindful Spisning af Per Brændgaard og Uffe Damborg det handler om. Jeg har faktisk ikke selv læst den, så kan ikke sige så meget om indholdet. Jeg ved dog, at mange er interesseret i emnet og at de to herre har arbejdet og forsket i emnet i mange år.

Det skal du gøre

Så jeg vil enormt gerne høre jeres historie om hvordan måltider foregår hos dig. Er det foran fjernsynet, alene, med hele familien, læser du avis i mens? Går det stærkt, når du spiser, eller er der god tid? Hvor ofte smager du den mad du spiser?

Skriv dine kommentar i feltet nedenfor og husk email adressen, så jeg kan få fat på dig skulle du være den heldige vinder.

Der bliver trukket lod på tirsdag i næste ud og så er næste bog på plakaten onsdag morgen.

PS kender du nogen som du tænker “den ville han/hun elske”, må du meget gerne sende linket videre.

Det du kan vinde er:

(Billedet er godt nok blevet spejlvendt, men håber du kan læse hvad det er alligevel.)

For at være med, skal du blot gå tilbage til facebooksiden og dele denne post.

På onsdag trækker jeg lod blandt de af jer der har delt. Vinderen får direkte besked.

Nyd den fantastisk smukke mandag.

Carina

Graviditet – 1

Måneder med kvalme: 3 mdr. som det meste af tiden ramte en 10′er på skalaen. Jeg undskylder hermed, hvis jeg nogensinde har tænkt “hvor slemt kan det være…”.

Fødsel – 1, fantastisk oplevelse hjemme i stuen. Er så taknemmelig for at man i Danmark helt selv må vælge hvordan rammerne skal være.

Datter – nu 2 stk. Ved godt det ikke er specielt for mig, men er pave stolt i mit stille sind og helt udmyg over hvor heldig jeg er.

VoksenMorMeltdowns – hmm 2 den seneste uge bare. Så dejlige som de er, så er jeg også engang i mellem helt magtesløs, når trætheden rammer hårdt.

Antal fester – 1… Hold da op. Det sættes der hårdt ind på i 2013.

Indkøbte bøger både faglige og skønlitterære: 36… (jeg har et problem)

Antal bøger læst færdigt: 7…

Kæreste der på alle måder gør mig glad: 1 <3

Kursister der har udforsket, udfordret og rørt mig gennem dette år: 32 (foruden jer der har taget introforløb og virksomheder og retreats) Tak til de af jer der har investeret så mange uger i jer selv, og den rejse I har taget.

Ferier: 1. Den første fælles familieferie nogensinde. Lilli taler stadig om den. Helt klart noget jeg ikke har prioriteret højt nok før. At holde HELT fri.

Drømme: ualmindeligt mange, og sådan fortsætter det forhåbentligt.

Vi ses i det nye år. Pas på jer selv og hinanden. Drik rigeligt med vand og brug beskyttelsesbriller, som min mor siger (og skrev til mig i går).

Kærligst

Carina

For en måneds tid siden fik jeg denne bog tilsendt med et ønske om at anmelde den. Jeg har rigtig mange bøger om mindfulness, dette er dog den første på dansk om mindfulness med børn. Et område som gerne, for min skyld, må udvide sig endnu mere i arbejdet med børn og unge i Danmark. Jeg har virkelig nydt at læse den.

For mig som forældre har området en klar interesse. Selvom bogen særligt er henvendt til de der professionelt arbejder med børn, så åbnede jeg bogen i håb om også at blive inspireret som mor og i min måde at møde min datter på. Professionelt er det altid spændende at læse om andres viden og fordybelse med området.

Jeg er ikke “akademisk uddannet” i mindfulness. For mig har det været praksis, praksis, praksis og at lære af de lærer jeg har fulgt, der har været min primære vej. I det lys er “Mindfulness for børn og unge” fantastisk godt opbygget. Det er nemt at gå direkte til øvelser, som man kan prøve af i hverdagen. Det mere akademiske stof er samlet særskilt i starten, og giver mig som læser et godt og tydeligt overblik.

Baggrundsstoffet giver en god intro til mindfulness og dens indtoget i Vesten. Der er en dybde og en respekt for både forskning og praksis.

Øvelserne er godt bygget op, og er ikke krydret med for meget “snik snak”. Jeg har en klar følelse af, at kunne gå i gang med dem med en børnegruppe uden for meget tvivl om “the hows and whys”. De udstråler en varme og en nænsomhed for de børn der deltager. Det giver mig lyst til at være barn igen, i selskab med en voksen der sad på gulvet og gav sig den tid og opmærksomhed til at bare at være til stede.

Det er også glædeligt, at der bliver lagt vægt på den voksnes praksis. At arbejde med mindfulness kræver i det hele taget en solid egen meditationspraksis. Man er nødt til at arbejde med det selv, hvad end man er forældre eller har en professionel tilgang. Derfor mener jeg, at det er så vigtigt med de konkrete øvelser til de voksne.

Hvis du har en professionel interesse for området med børn og mindfulness, vil jeg klart anbefale denne bog. Som forældre kan du dog også hente en masse inspiration i øvelserne. En dejlig velskrevet bog.

Få mere information om bogen her…

I dag er det præcis 11 år siden at jeg stod overfor en anden kæmpe omvæltning i mit liv. (Jeg er begyndt at skrive minderne ned, så småt og så dukker der en masse op til overfladen.)

Jeg stod i Københavnslufthavn, med en enkeltbillet til Sarajevo, Bosnien. Jeg havde en 6 måneders kontrakt med et Hollandsk firma “Echos” og skulle arbejde som civil på den Amerikanske hærs hovedkvarter, Butmir blandt ca. 3200 soldater fra hele verden.

Mit job var at arbejde sammen med lokale kvinder og mænd og skabe rekreationsområder for soldaterne på basen. Et eventyr jeg havde valgt, fordi jeg synes det var “once in a lifetime” chance for at prøve noget helt anderledes, inden jeg på et tidspunkt skulle blive rigtig voksen…

Der stod jeg og skulle lade mit liv som jeg kendte det dø, og et helt nyt kapitel skulle begynde.

Jeg skriver om det her, fordi at de 1 1/2 år i Balkan, hvor jeg langsomt lod mit sind, min krop, mig selv falde ud i ingenting, også blev min introduktion til mediation. Der er mange gode minder. Men jeg endte alligevel et sted, hvor det eneste jeg havde kontakt til var tømmermænd, adrenalin rushes, andres psykiske forfald, ekstrem had, fortvivelse og en dyb undren over menneskers evne til at tilgive.

Detaljerne er der ikke plads til her, men slutning kom i 2003 da jeg tog hjem for at holde jul. Chokket for min familie var stort. Jeg var mør, faldet fra hinanden, og en rastløshed styrede hver en handling. Jeg fungerede ikke længere i en normal verden. Jeg kendte den ikke længere. Jeg var mistroisk, min evne til at være del i relationer med tillid og ro eksisterede ikke længere. Langsomt tog stress, dødsangst og angstanfaldene over. Jeg havde lukket mig inde i mig selv.

Når jeg mindes de sidste 11 år, så er jeg dybt berørt over, hvor meget det er muligt at hele, tage ansvar, tilgive og hvad et menneske kan gennemgå af skift. I de tider hvor alt virkede håbløst og mit spejlbillede ikke var genkendelig, var der stadig muligheder. Jeg søgte i sin tid meditation, som en måde at komme af med angsten NUUUU. At det blev døren til så meget mere, kan jeg kun være taknemmelig for. Det har været hårdt arbejde, men at lade mig selv blive blød i stedet for hård, at være åben frem for lukket, har vækket mig i live igen.

Nu sidder jeg her 11 år senere, hormonel, sårbar, tyk, med halvveer, og er så klar til at åbne mit hjerte for et lille nyt menneske.

See you on the other side…

Jeg vil ikke skrive så meget, da jeg vil lade den tale for sig selv.

Det ville dog være fedt, at høre om det sætter nogle tanker igang hos dig? Kan du genkende pointen med travlhed?

Hvis du ikke kan se videoen direkte her fra bloggen, så bruge dette link: http://www.ted.com/talks/daniel_goleman_on_compassion.html

Jeg blev utrolig rørt over mange af de ting I delte, og er taknemmelig for jeres åbenhed. Jeg håber, at de to vindere bliver glade for cd’en, og den kan bidrage med noget i jeres hverdag.

Til I andre så kan i lytte til nogle af numrene kvit og frit via af dette link:

http://soundcloud.com/search?q%5Bfulltext%5D=citinside
Hvis nogle ønsker at læse mere om projektet kan I gå ind på http://www.citinside.dk/

Til at udvælge brugte jeg en lille nummer generator inde på random.org, så det blev helt fair. Og så (drumroll please)… De to vindere er:

Linda: kommentar nr. 11 og Anja: kommentar nr. 13.

Hvis I vil sende jeres adresser til kontakt@mindfulground.dk så får I cd’en med posten.

På det seneste har jeg fået tilsendt flere bøger og cd’er med ønske om, at jeg vil anmelde dem her på bloggen og facebook, (de kommer jævnt fordelt henover efteråret). Det gør jeg med glæde. Dog altid med en lille nervøsitet – hvad nu hvis jeg ikke kan lide det, skal man “lyve” eller pynte lidt på det, eller være brutalt ærlig? Hvorfor jeg har det sådan, er der mange grunde til, men lad det være et emne til et andet indlæg…

I dag er det cd’en “Citinside – Et øjebliks ro Vol. 1” af Heidi Frier og Anne Eltard, jeg har fået æren af at lytte til og anmelde. De har også været så søde, at give mig 2 stk. cd’er, til 2 af jer der skriver en lille kommentar nedenfor.

Første indtryk er, at jeg er helt vild med coveret og det enkle design. Det underbygger den enkelthed jeg oplevede, da jeg satte cd’en på. Der er 10 numre i 3 dele. 7 numre med indtalelse og musik, og 3 instrumentale numre.

Som de to selv beskriver det er det en eksperimenterende fusion af lyd og meditationspoesi. Noget som jeg ikke er stødt på før. Det er længe siden, at jeg har brugt guidede cd’er, når jeg mediterer. Endnu mere sjældent er det, at jeg hører meditativ/relax/no stress musik (i den direkte forstand, for rock har også en meditativ virkning på mig). Derfor var jeg spændt på, hvordan det vil virke at lukke øjnene og lade mig guide på denne måde.

Det tog et nummer for mig, at vænne mig til stilen. Til at slippe ideen om hvordan en guidning “normalt” lyder, og lade dette være en helt anden slags rejse. Da 2. nummer startede, havde jeg det som at høre en børnebog, eller et Haiku digt. Det er så befriende simpelt. Det er uproblematisk, og det skabte et rum hvor jeg havde lyst til at være. Jeg fornemmede med det samme byen. Jeg fornemmede også et frirum deri.

Mine personlige favoritter er del 1 og 3. Del 2 minder meget om de guidninger, jeg selv bruger i min undervisning, så måske er det derfor jeg foretrækker de andre. Musikken og Heidis stemme kan anbefales – uden en facit på hvordan, hvor og hvornår den kan bruges. Den inviterer til, at man som lytter selv finder de øjeblikke og steder, hvor man ønsker et øjebliks ro (Vol 1.).

Jeg håber, at der kommer en Vol. 2. for jeg er spændt på, hvad de to kvinder videre ville kunne skabe sammen.

For at deltage i lodtrækningen af cd’en, så læg en kommentar der beskriver, hvor du kunne bruge et øjebliks ro og hvorfor? Jeg trækker lod onsdag, og husk at skrive dit navn. 

Forældre i institutionen kan kigge på en lige udenfor døren til Børnehaven, uden at sige hej eller bare nikke. Selvom barnet står, og skriger HEEEEEEEEEEEEEEEEEEEj.

Er jeg bare bondsk, og skal se at blive som de andre Københavner-jyder? Hvad er det ved en storby, hvor man bor tættere end på landet, der gør at vi pludselig ikke ser mennesker omkring os?

Jeg bliver så glad for at få et smil om morgen eller af at give en “godmorgen” til skraldemanden. Jeg har altid været vant til, at man anerkender andres tilstedeværelse. Det bliver så køligt med al den ignoreren. Ikke smalltalk, bare et smil – det forandrer altid min dag når andre smiler.

På det sidste internationle MBSR kursus jeg holdte, var det noget af det der rørte dem allermest. At de i Danmark ikke følte sig særlig set. De fleste kom fra lande hvor man gør noget ud af at “komme hinanden ved”. Bare et forsigtigt “mojn”. Det er lidt trist, at andre føler, at vi er lidt ligeglade i det.

TILGENGÆLD er der 3 ting der får flere til at smile, sige noget, stoppe op og komme hinanden lidt ved.

1. At være så gravid, at det ikke længere bare ligner en delle. Jeg får trætte smil fra kvinder med barnevogne. Smil og kommentar fra ældre mennekser. Og en masse spørgsmål fra flere udviklingshæmmede på Istedgade. Det inviterer bare til en eller anden form for kontakt.

2. Folk med hundehvalpe. Nårrrh hvor er den sød. Hvor gammel er den? Hvad hedder den? Eller bare masser af smil og klap (hunden, ikke ejeren). Det er svært ikke at synes de er nuttet og værd at smile af.

3. Når man får grineflip på gaden eller i bussen. Som regel smitter det. Når nogen andre griner helt nede fra maven, kan man næsten ikke undgå det selv. Medmindre mand har gode folk omkring sig der kommer med den typiske “ejjj helt ærligt, så sjovt var det heller ikke…”.

Hvad er det ved de særtilfælde, der får vores opmærksomhed, på for det meste den gode måde?

Børn kan det næsten ligemeget hvad… Så godmorgen til jer alle, med ønsket om en god dag.

Videnskab schmidenskab bliver slynget rundt i forsvar for de forskellige valg. Fanen er hævet højt for, at det er for børnenes skyld det hele. Det er ihvertfald ikke mutti’s behov. Der bliver skreget ego mor mig her og der og alle vegne.

Hvorfor har vi så travlt med at skrige op om de RIGTIGE valg? Er der en “rigtig” to rule them all?

Jeg sad og tænkte tilbage på hvordan, jeg havde det da min datter blev født. Der var mange ting, der ikke gik, som jeg havde håbet på, og jeg kunne ikke amme – sådan troede jeg aldrig jeg ville få det.

Det berørte mig på et dybt plan, at jeg ikke fik den nærhed med den lille, at jeg ikke kunne udfylde rollen, som den der skulle give hende mad – jeg troede det var det jeg havde fået bryster til. Men nej.

Det var aldrig et ønske, at blive langtids ammer, og jeg glædede mig til igen at drikke en stor fad i solen på Vesterbro. Fordi det er dejligt, fordi jeg stadig er et individ, nu med afkom. Jeg ville også bare så gerne være en god mor, som jeg nu evner.

Nu er hun lidt større og fræk, og jeg har behov for at være, så god en mor som muligt. Jeg har behov for, at hun bliver set og hørt, så godt jeg nu kan. Jeg har behov for at hun får krammere og kysser, så jeg ved at hun har en chance for at vide, at jeg elsker hende mere end noget andet. Jeg går udfra, at det også er hendes behov. Det har jeg da vidst læst et sted…

Hvor “JEG*ER” er jeg nu oppe på?

Som tillæg til alt det, er der behov som hun også har. Det tager tid at læse dem, at lære hende at kende. Man fejlbedømmer, er træt og overser, man gør lidt, og så gør man det om.

Jeg er dog helt overbevist om, at man ikke kan fjerne MOARS behov, fra det at være forældre. Om man ammer til de er 8 eller ej! Så kan man skrive videnskab ind i det så meget man vil, hvis det ikke stemte overens med noget, vi følte inde i os, ville vi så overhovedet høre det?

Vi som forældre, har ting vi gerne vil gøre anderledes end vores egne forældre. Vi har værdier, vi har livssyn og erfaringer, vi har ting, vi mangler og gerne vil fylde i vores eget system.

Er vi bedre forældre ved at tilsidesætte alle vores egne behov? Eller skal vi se dem i øjenene, og flette dem ind, mærke dem, og acceptere det som en del af det at være mor til et lille menneske MED HELT SINE EGNE BEHOV?