Nu går snakken igen omkring vores klima. Jeg ved ikke, om jeg skal frygte dommedag lige om hjørnet, men én ting jeg kan sige er, at det ikke kun er industrien, der er er nogle miljøsvin. Hvordan skal man danne sig et billede af hvilken situation vi virkelig står i?

Jamen hvad nytter det, kan man spørge sig selv om. Tja, jeg synes da i det mindste man skulle prøve. Jeg kunne godt tænke mig, at opdrage min datter til et liv, med et sundere miljø omkring hende og en følelse af ansvar for den verden hun lever i.

Jeg har min gang inde hos Danmarks kommende elite på KU et par dage om ugen… Her kan man både få varmen og en masse frisk luft samtidig på toilettet… Hvad er meningen med at skrue op på 5 i stedet for at lukke vinduet? Kaffen bliver nydt i gode engangs flamingokrus, som heldigvis ikke kan genbruges – og man MÅ IKKE bruge sit eget krus er der et fint lille skilt der reklarmerer med. Papir flyder alle vegne, og toiletpapir bliver brugt til at markere vejen til toilettet…

Hvorfor har vi så svært ved, at se os selv som en del af en et større billede? Hvis man ikke selv har et ansvar, hvis er det så? Det er vel i sidste ende os som forbruger, al den industri arbejder for? Jeg arbejder i hvertfald på at stramme op i mit eget liv, der helt klart også kunne bruge lidt forbedring på det område.

Hvad gør du for at skåne miljøet? Og tror du at der er stort problem?

Her er nogle tiltag jeg godt kan lide:

Fødevarefællesskabet – for dig der bor i KBH. Så kan man få lokalt grønt.

No impact man – måske lidt ekstremovich men han har gode pointer!

Stop spild af mad – Om hvad vores madvaner har af effekt på miljøet

Og drikkedunke frem for kildevand, termokrus til kaffen osv.

I aften skal jeg undervise “mindfulness fortsætter” holdet, og jeg vil tage emnet “at dømme sig selv op”. For den evne er om noget lige så vel udviklet som det at dømme andre… Er den ik? I den forbindelse fandt jeg et lille digt, som jeg synes var meget sjov. Og måske en lille reminder… hehe

a poem about judging others

I was shocked, confused, bewildered
as I entered Heaven’s door,
Not by the beauty of it all,
nor the lights or its decor.

But it was the folks in Heaven
who made me sputter and gasp–
the thieves, the liars, the sinners,
the alcoholics, the trash.

There stood the kid from seventh grade
who swiped my lunch money twice.
Next to him was my old neighbor
who never said anything nice.

Herb, who I always thought
was rotting away in hell,
was sitting pretty on cloud nine,
looking incredibly well.

I nudged Jesus, “What’s the deal?
I would love to hear Your take.
How’d all these sinners get up here?
God must’ve made a mistake.

“And why’s everyone so quiet,
so somber? Give me a clue.”
“Hush, child,” said He, “they’re all in shock.
No one thought they’d be seeing you.”

Judge NOT.

Jeg fandt den her: http://texandave.blogspot.com/2009/09/poem-about-judging-others.html

Det er ved at være alt for længe siden, at jeg har blogget. Den gode intention er der dog… Derfor lægger jeg ud med en post, som er skrevet af en anden… det bliver kickstarten tænker jeg.

Da jeg var på messe sidst i september, slog det mig, at jeg stod en hal med 180 “rigtige” måder, at leve sit sunde liv på. Blev næsten helt overvældet. Jeg var der med min stand, med brochure (der iøvrigt var trykt i mini skrift… grrr), men jeg mener bestemt ikke at mindfulness er én sandhed. Er det en praksis for alle? Sikkert ikke. Derfor har jeg inviteret nogle kvinder til, at skrive om hvad der giver dem ro, klarhed og frihed i deres liv.

Her er Lise Brøndum Andersens post. Hun er indehaver samt instruktør hos PushyMums.DK og jeg utrolig taknemmelig for, at hun havde lyst til at dele med mig/os.

————-

I kender det garanteret alle sammen – en travl hverdag med job, familieliv – evt. med små børn, en
venskabskreds, skønne forpligtelser i alle afskygninger. Det hele er med til at gøre dig lykkelig og komplet,
men til tider også småstresset.

Det handler om at finde en balance igennem det hele!  Og det har jeg fundet gennem motion samt en sund levevej.

Jeg er på ingen måde hellig omkring det. Men jeg har også fundet ud af, at jeg bliver et gladere menneske,
en mere rummende kone – og en meget mere givende mor. Det hele kommer sig af, at jeg laver tid til motion
i det relativt stramme program enhver børnefamilie har.

(Nu er jeg jo også så heldig, at motionen er gået hen og blevet mit job). Men jeg prioriterer højt at få kroppen i gang, så den er klar til at yde. Sådan har det ikke altid været. Langt fra…

Jeg har haft masser af perioder, hvor jeg har været udkørt og ikke sat tid af til at stresse af og koble fra via
motionen.

F.eks. da jeg blev mor første gang. Jeg var så ekstremt tæt på at få en efterfødselsdepression. Eller jeg havde det måske uden rigtig at få en diagnose. Emma blev født for tidligt i London, hvor vi kun havde opholdt os et par måneder, før hun besluttede at verden skulle opleves NU. Emma fik kolik, og var rigtig ked af det de første mange måneder. Vi kendte ingen derover, familien var langt væk, og min mand var startet i nyt job, som krævede mange af hans vågne timer.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre – var ked af det stort set lige så meget som Emma-trunten. Så begyndte jeg at vandre og løbe parkerne tynde, for så hørte man ikke hendes hjerteskærende gråd så meget (især ikke med en Ipod i ørerne), og hvis det så bare regnede (hvilket det jo gør en del i UK), så kunne man heller ikke se, at jeg også små-græd…

Midt i det hele blev min form – både fysisk og psykisk – bedre og bedre, og jeg magtede på én eller anden
måde hendes smerte og gråd mere. Og jeg blev bedre i stand til at trøste hende. En dag mødte jeg en gruppe mødre, som også løb rundt i parken. Det var en officiel genoptræningsgruppe for mødre på barsel.

Og det blev starten på mit eget koncept www.pushymums.dk, and the rest is history!

Man magter SÅ meget mere, når kroppen bliver rørt. Selv efter en nat uden meget søvn, så får man ny
energi ved en god tur i naturen. Det samme gør sig gældende, hvis man i en jobsituation føler sig presset eller decideret stresset. Man kobler fra – indånder ny kraft – og slipper dagens opgaver.

Tips til at få motion ind i en travl hverdag:

• Koordiner med din partner – planlæg hvornår du skal have tid til at få motion
• Løb eller cykel på arbejde
• Løb en tur med barnevognen, hvis du skal have junior til at sove
• Smid dig på gulvet derhjemme – og lav lidt stille og rolige balanceøvelser med en god vejrtrækning– og mærk, hvordan du hver gang trækker nye kræfter ind.

Resultatet af en hverdag med motion:

• En sundere krop, som kan klare mere
• Man får tømt hovedet – vasket tavlen ren ☺
• Overskud til at være mere for andre
• Bedre søvn samt bedre koncentrationsevne

Pas på dig selv!

De bedste hilsner fra Lise.

Mail: info@pushymums.dk

Web: www.pushymums.dk

Oplever du forbundenhed i dit parforhold?

I en tid hvor meget optagenhed går på selvrealisering, sund kost, motion og karriere er der noget der undre mig. Samlivsbrud overstiger uden sammenligning al statestik inde for udfordringer som stress, overvægt, motion og dårlig ernæringsviden. Min erfaring er at alle mennesker søger en oplevelse af accept og anerkendelse. Det kan ske gennem mange ydre omstændigheder, så som netop “at have styr på tingene”, leve rigtigt, karriere og afspejling af fysisk sundhed og overskud. Andre giver bare op. Min forundring går på valg af fokus.

Min erfaring er nemlig, at de fleste, når man går tæt på, i højere grad end noget andet, længes efter en oplevelse af forbundenhed til et andet menneske, ofte i relation til ens partner. En forbundehed udtrykt i kontaktfuldt samspil, trods forskelligheder, uenigheder, fejl og mangler. Mange lever den usynlige skilsmisse, fordi kontakten ikke er der, og fordi man måske ikke er klar over at netop dét, er et signal om at det er nu man skal tage sin relation alvorligt hvis den skal vare ved.

I det offentlige rum er der meget fokus på stress, arbejdsglæde, motion mv. Og desværre ikke særlig meget på samspil i relationer. Og er det ikke i relationer at oplevelsen af sig selv som værende ok, får fornyet krafter og energi? Så netop derfor er det vigtigt at vores primære relationer fungere, og at de fungere godt. At vi har et billede af, hvad vi kan ændre og hvad vi ikke kan ændre. Hos os selv, og hos vores partner.

Derfor er parterapi godt. Derfor er PREP-kurser værdifulde. For når vi kommer til oplevelsen af forbundenhed i en relation på godt og ondt, kan vi udvikle os ud over vores egne grænser. Energi, kreativitet og glæde bliver en naturlig udløber af denne oplevelse.

Bonusen er naturligvis tryghed i parforholdet og familien. En god gave at give videre til næste generation.

Lidt om Kickan…

Mine erfaringer er, at det kan hjælpe.

Jeg har spurgt nogle kvinder, som jeg finder enormt inspirerende, om at skrive et indlæg til bloggen. De kommende måneder kommer deres bud på hvordan man kan få mere ro i hverdagen her. Jeg er enormt glad for at de har valgt at bruge tid på det. Her kommer Anna Skyggebjergs (forfatter til Zen mødre og Super mor) indlæg. Kh Carina

Zen for mødre

Er hverdagen hektisk? Glemmer du at trække vejret i bund? Glemmer du at gøre plads i din hverdag til ro, nærvær og fordybelse?

Den dårlige nyhed er, at sådan er det for de fleste mødre med små børn.

Den gode nyhed er, at det ikke behøver at være sådan. En hverdag med Zen-fyldte åndehuller er lige om hjørnet. Du behøver hverken at købe et ”starter kit”, at blive buddhist eller at melde dig til et 12-punkts program. Alt, hvad der skal til for at opleve Zen i hverdagen, er, at du finder nogle ritualer, som giver dig en følelse af, at du har ”a room of your own”, hvor du kan trække vejret i bund.

Her er mine tre helt enkle ritualer, der giver mig et Zen-fyldt åndehul om aftenen, når børnene er puttet.

1: Jeg trækker mig tilbage til soveværelset, slukker lyset, tænder stearinlys og tager 15 minutter i meditativ ro.

2: Jeg synker ned i min Nødhjælpskasse, som er en kasse, jeg har fyldt op med ting, der gør mig godt på hårde dage.

3: Jeg skriver taknemmelighedsdagbog, altså ”fem ting, jeg er taknemmelig for i dag”.

Selv på de travleste dage er Zen muligt! Og på de dage, hvor det alligevel ikke er, ja, der tilgiver man sig selv. For Zen handler nemlig også om at acceptere, at man ikke altid kan gøre det så godt, som man gerne vil. Og faktisk: Det er en stor lettelse og kilde til Zen at give slip på alle de store forventninger og acceptere livet, som det er lige nu. Og så have tillid til, at det ændrer sig efterhånden og kommer til at gå alt sammen.

Anna Skyggebjerg er mor til Jacob og Elise på 10 og 15 år. Hun har skrevet bøgerne ”Super Mor. Smutveje for enlige mødre – og andre seje kvinder, der vil have en nemmere hverdag” og ”Zen for mødre. Åndehuller du vil nyde, i en hverdag du vil elske!”

Følg Anna på hendes blog, ”Hele 3 ting”, hvor hun hver dag skriver om Zen i hverdagen: blog.annaskyggebjerg.dk

Her til morgen havde jeg alle vinduer åbne. Det var piv koldt, men på denne årstid er der en helt særlig lidt bidende luft. (Jeg tror måske at den kommer lidt tidligt i år.) I hvertfald elsker jeg denne årstid.

For mig er det en årstid byder på:

• helt fantastiske farver udenfor
• man skal putte sig under dynen eller ind til kæresten
• sterinlys i vinduerne
• suppe
• varme i stuen
• Fordybelse og ro

Jeg synes det er så hyggeligt. Folk kigger på mig som om jeg er skør, men jeg bliver virkelig glad, når det er efterår. Tilgengæld kan jeg godt have the sommerblues…

MEN jeg er også nærmest født i snedrive i Nord Canada og kan blive lykkelig når jeg kigger ud af vinduet og ser at det har sneet. Så det er med et stort smil, varmt hjerte og kolde tæer, at jeg byder efteråret velkommen med åbne arme. : )

Hvordan har du det med årets kommende skift?

Jeg har taget en drastisk beslutning og har fået aflivet min iPhone. Inden jeg bliver anklaget for blasfemi eller ligende, så hjalp Lilli processen godt på vej, ved at døbe den kære iPhone i et glas koldt vand sidste år… Den har ikke virket helt optimalt siden.

Nå, men jeg har følt, at det at være online 24/7, var med til at gøre mig en anelse fraværende herhjemme og i andre sociale sammenhænge. Den blev en forstyrrende faktor og jeg var konstant på arbejde, på facebook, på hotmailen, bare PÅ.

Og hvad gav det mig egentlig? Som min kæreste spurgte, er det virkelig nødvendigt at tjekke mail kl. 2 om natten, du har jo alligevel ikke tænkt dig at svare… næ han har jo ret.

Jeg skulle tage et ansvar og da jeg ved at jeg ikke ville kunne styre det ved skemaer og forbud osv. Så, er den nu skiftet ud med en Nokia (dog ny), der ikke kan en fis, og jeg har så meget mere tid lige pludselig. Har en smule abstinenser og synes jeg er udenfor klubben af smarte iPhone folk… Men jeg har stadig min Mac!

Det er så skønt at være offline og ikke slave af den lille djævel. Jeg går ikke helt amish, men jeg tror på at jeg kan leve uden. Og der er flere tiltag på vej…

Jeg kunne tænke mig at høre om jeres tanker om generation smart phone!?

I love writing in english, and I truely feel that I have something to say. However, I have had to make a decision. What is this blog and why do I spend time writting. And for the moment I have made the choice to change this blog from an english version to a danish.

It has been a hard choice, as it means letting go of a dream I have had with this blog and what I wanted it to do. But as a lot of you know, once you do let go of something that is “weighing you down” it can feel so liberating. I have always been the kind of person who wants to change the world. I am sure I will… But I have to start closer to home – with me… he he. We will see how it goes.

So from now on you can read this blog in Danish. Thank you all for leaving your comments, and sharing your thoughts, it has meant the world to me.

Here’s to new dreams and moments unfolding.

xox
Carina

But even before my daughter was born, I started to stay in more, didn’t really enjoy being social, couldn’t stand noise, crowds etc. As the stress level in my life rose, and anxiety attacks joined the game – I closed me up. I have been so scared of dying, that I stopped living freely.

My meditation practice has been a great part of me opening myself up to life again. And it feels amazing. Standing there listening to amazing music, having a beer, standing close to the man I love, Grant Lee Phillips all of the sudden asked the crowd “Are you affraid of life”. I could honestly say that at that moment in time I was truely not. And for the first time in ages I truely mean it.

Enjoy a little “FUZZY”.

It was so peaceful and the air so fresh, that I instantly felt at ease.

The past few years going through time with serveral anxiety attacks a day, becoming a mom and struggling with feeling sane enough for it…, and opening up to my sensitivity more, living in the city has become a bit of a stress factor. Living in constant noise doesn’t have great effect on my system. So I knew this would be just what I needed.

Even the shower was amazing, standing butt naked with a full front view of the woods. And no peeping Toms.

The toilet being very good for the environment, was not so much a place for meditation…

This trip reminded me of the importance of re-charging, creating space in my life, and that although full of life, the city and being online ALL THE TIME, does have a negative effect on me and my stress level. And even better, to my big surprise of course, the city and my partner DID survive without me for a while…

The blog post is kicking off the blog, again. so this fall will be time for writing and hopefully interacting with you all.